Birgitte Vind

Der er noget grundlæggende galt, når helt almindelige mennesker går i supermarkedet medondt i maven, ikke af sult, men af bekymring.For mange pensionister er mad blevet noget, man skal tage stilling til. Ikke, hvad man har lysttil, men hvad man har råd til. Rugbrød frem for frugt. Det billige frem for det sunde.I en tid, hvor priserne på fødevarer er steget markant, rammer det ikke alle lige hårdt. Noglemærker det knap nok. Andre mærker det hver eneste dag.For eksempel er prisen på helt almindeligt hakket oksekød steget markant de seneste år. Detsamme gælder mælk, smør og frugt, det er varer, der før var en selvfølge i de flesteindkøbskurve.Når basisfødevarer bliver dyrere, er det ikke dem med de højeste indkomster, der rammeshårdest. Det rammer især pensionister, børnefamilier, folk med overførselsindkomst ogstuderende.Nu får de mest udsatte endelig en hjælpende hånd. Med fødevarechecken får pensionistermed de laveste indkomster 2.500 kroner ekstra mellem hænderne, som kan mærkes i dereshverdag.Det betyder, at Jørgen igen kan gå i SuperBrugsen og købe det, han har brug for, udenkonstant at være bekymret for, om pengene rækker til resten af måneden. Han kan tage detrugbrød, han plejer, og lidt pålæg uden at skulle lægge noget tilbage ved kassen. Og Greteskal heller ikke længere spekulere på, hvordan hun får enderne til at mødes. Hun skal ikkevælge mellem aftensmad og medicin. Hun kan lave et ordentligt måltid og invitere sitbarnebarn på spaghetti uden at få dårlig samvittighed.Det lyder måske som små ting. Men det er det ikke. Derfor betyder det noget, når der blivertaget politiske beslutninger, som rent faktisk kan mærkes i hverdagen for de borgere, som harmest brug for det.Selvfølgelig løser én beslutning ikke alt. Økonomisk ulighed forsvinder ikke fra den ene dagtil den anden. Men vi er nødt til at starte et sted. Og det sted bør være dér, hvor behovet erstørst.En fødevarecheck kan ikke stå alene. Den er en nødvendig og akut hjælp her og nu, men denløser ikke det grundlæggende problem, nemlig at helt almindelige dagligvarer er blevet fordyre for alt for mange.Derfor har det også en stor betydning, at der er sat seks milliarder kroner af til at sænkefødevaremomsen fra 2028. En lavere moms betyder lavere priser i supermarkedet og givermere luft i økonomien hos dem, der mærker prisstigningerne mest.Dette er et skridt i retning af et samfund, hvor vi ikke accepterer, at nogen falder helt igennembare, fordi økonomien er presset.Vi er glade for, at der nu bliver taget konkrete skridt med fødevarechecken og penge, som erblevet sat af til en sænkelse af fødevaremomsen. Ingen skal blive rige af det her. Men alleskal kunne spise sig mætte.Dette er et skridt i retning af et samfund, hvor vi ikke accepterer, at nogen falder helt igennembare, fordi økonomien er presset

Socialdemokratiets nye skoleudspil om maksimalt 14 elever pr. klasse fra 2028 er et vigtigtog tiltrængt skridt i den rigtige retning.I mine mange års virke i folkeskolen har jeg hørt samme sætning igen og igen: Der manglertid til det enkelte barn.Med Socialdemokratiets udspil sættes der historisk høje standarder for kvaliteten ifolkeskolen.Alt for mange skoler oplever i dag et pres fra store klasser, mange opgaver og for lidt tid tildet enkelte barn. Det rammer især indskolingen hårdt. Overgangen fra børnehave til skole eren afgørende tid, hvor børn skal finde deres plads i nye fællesskaber, skabe relationer ogopbygge tryghed. Når klasserne er for store, bliver det sværere at få til at lykkes.I kommuner som Vejle har man i mange år arbejdet målrettet med principper for den godeovergang fra børnehave til skole. Her lægges der vægt på inkluderende fællesskaber, stærktsamarbejde mellem børnehaver, skoler og forældre samt på at tage udgangspunkt i det enkeltebarns erfaringer og behov. Men det er afgørende, at der er både tid og kræfter til at gøreintentionerne til virkelighed.Når klasserne bliver mindre, får lærere og pædagoger bedre mulighed for at se hvert enkeltbarn, skabe ro i undervisningen og gribe tidligt ind, hvis et barn mistrives. De kan skabe denrette holddeling, som tilgodeser det enkelte barn bedst. Mindre hold kan gavne både fagligtstærke børn og dem, der har brug for ekstra støtte, og styrker samtidig fællesskabet -fundamentet for læring og trivsel.Nogle har kritiseret forslaget med henvisning til lærermanglen. Det er en reel udfordring,også i Sydjylland. Men forslaget er også en del af løsningen. Formand for DanmarksLærerforening, Gordon Ørskov Madsen, har peget på, at omkring 40.000 læreruddannede harvalgt folkeskolen fra, fordi arbejdsvilkårene er blevet for svære.Mindre klasser betyder mere overskuelige arbejdsdage, større arbejdsglæde og bedremulighed for at gøre en reel forskel. Det kan få flere uddannede lærere til at vende tilbage tilfolkeskolen - også i Vejle og resten af Sydjylland.Den gradvise indfasning frem mod 2028 giver kommunerne tid til at planlægge, uddanne ogansætte flere lærere. Det er ansvarlig politik.Folkeskolen er ikke bare en udgift, men en investering i fællesskab, dannelse og ligemuligheder. I Socialdemokratiet mener vi, at børns trivsel og læring går hånd i hånd, ogderfor skal der være mere tid til de mindste børn. Samtidig skal lærerne have bedre vilkår forderes kerneopgave: at sikre børns trivsel, udvikling og dannelse. Et vigtigt valg står for døren.Et valg om hvilke skridt vi skal tage for fremtidens folkeskole.Mindre klasser ... kan få flere uddannede lærere til at vende tilbage til folkeskolen - også iVejle og resten af Sydjylland.

Når jeg taler med forældre, lærere og pædagoger, hører jeg det samme igen og igen. Desavner ro. Ikke nostalgi, ikke gamle dage, men ro til at børn kan lære det grundlæggende. Rotil at læse, skrive, regne og tænke. Ro til at blive mennesker, før de bliver brugere.Der tales for ofte om børn og læring på en måde, som om nye teknologier automatisk gørundervisningen bedre. Det gør de ikke nødvendigvis. Børn lærer bedst, når vi møder demmed ro, nærvær og plads til fordybelse, ikke med flimmer fra en skærm.DEN ERKENDELSE BYGGER ikke kun på erfaring fra klasseværelser. Den bygger også påforskning både herhjemme og internationalt. Seneste forskning viser, at for meget skærmtid ide tidlige år er forbundet med ringere præstationer i læsning og matematik.I en stor canadisk undersøgelse fulgte forskere 3000 børn over mange år og fandt, at højeresamlet skærmtid i barndommen hang sammen med lavere score på standardiserede læse- ogregnetests.Effekten var særlig tydelig i de tidlige skoleår. På samme måde peger forskning på, at dettestadie, hvor børn udvikler opmærksomhed, sprog og hukommelse, er en følsom periode.Skærmbrug stimulerer børn med kunstigt, hurtigt skiftende input, som fremmer orienteringmod den digitale verden og nedbringer tiden til de oplevelser, der normalt træner hjernensevne til at fokusere i længere tid.VI VED OGSÅ fra dansk forskning, at brug af digitale enheder i skolerne fylder virkeligmeget. Observationer i folkeskolen viser, at elever, især på de ældre klassetrin, i gennemsnitser på projektorer, PC"er eller tablets i over halvdelen af undervisningstiden.Den samme forskning peger dog ikke på, at mobiltelefoner er det, der forstyrrer mest itimerne. Man kan derfor ikke reducere dilemmaet til et spørgsmål om mobilfri skole.Snarere handler det om, hvordan og hvornår skærme bruges.Dette er ikke kun et spørgsmål om at skifte bøger ud med skærme. Det er et spørgsmål om,hvordan børn lærer. Eksempler fra neurovidenskab viser, at børn ofte har bedre læring ogoverførsel af viden i naturlige omgivelser, i mødet med en voksen, med fysisk materiale,gennem samtaler og leg, end gennem passiv skærmbrug.FOR MANGE FORÆLDRE oplever, at deres barn kommer hjem og har svært ved atkoncentrere sig efter en dag med digitale læremidler og blinkende skærme. Det bekræftes afstudier, som har vist, at større samlet skærmtid ikke kun er forbundet med dårligere læse-ogregnefærdigheder, men også sprogudvikling, opmærksomhed og selvregulering.Der er derfor god grund til at stille kritiske spørgsmål til, om vi, i vores travlhed med atmodernisere skolen, har glemt de helt basale betingelser for læring, tid til fordybelse, samtale,håndskrift og ro. SKÆRME ER IKKE onde i sig selv. De har en plads i undervisningen, men når de kommerfør fundamentet er på plads, fremmer de ikke læring, og de kan skygge for menneskeligkontakt, leg og dyb koncentration.Det er netop derfor, Socialdemokratiets Lilleskole-udspil peger på en skole med mere tid tilboglig fordybelse og mindre digital dominans i de første år. Udspillet fokuserer på ro, tid tillæring og fysiske læremidler i de tidlige år, noget som netop kan modvirke den tendens,forskningen advarer imod.NÅR VI TALER om børns læring, så handler det om at give dem de bedste betingelser for atvokse og udvikle sig. Det er ikke et spørgsmål om at være nostalgiske ellerteknologiforskrækkede, det er et spørgsmål om at lytte til de studier og den daglige erfaring,som viser, at den tidlige barndom er for vigtig til at lade den blive et produkt af blikke rettetmod fladskærme.Mere ro. Mere fordybelse. Mere tid til at se et bogstav i øjnene på et barn, ikke på en skærm.