I Vejle taler vi ofte om ansvar. Ansvar for fællesskabet, og for de mennesker, der hver dag får vores samfund til at hænge sammen.
Men sandheden er, at ikke alle arbejdsliv er ens. Nogle sidder ved et skrivebord, mens andre står op klokken fem om morgenen og går på arbejde i regn, kulde og tunge løft. Tømreren. Sosu-assistenten. Pædagogen. Mennesker, der har været på arbejdsmarkedet i årtier.
Når jeg taler med borgere i Vejle og omegn, hører jeg ofte, at man gerne vil arbejde. Men man vil også have en reel mulighed for at trække sig tilbage, mens kroppen stadig kan følge med. Det er netop det, Socialdemokratiets pensionsudspil handler om. I dag er det omkring 21 procent af de 50-54-årige i Vejle Kommune, der har ret til tidligere pension gennem Arne-ordningen. Med vores forslag vil tallet stige til 49 procent. Det betyder helt konkret, at antallet af mennesker i Vejle med ret til tidligere pension stiger fra cirka 1.710 til omkring 3.930. Mennesker, der har arbejdet et helt liv. Dem, der har taget de lange vagter og de tunge løft.
Samtidig vil vi fastfryse stigningen i folkepensionsalderen frem til 2039. Der er en grænse for, hvor langt pensionsalderen kan hæves, hvis vi vil bevare forbindelsen til virkeligheden på danske arbejdspladser. Modargumentet er, at vi trækker mennesker ud af arbejdsmarkedet. Jeg ser det anderledes. Jeg ser, at vi giver mennesker, der har arbejdet hele livet, en fair mulighed for selv at vælge.
For mig handler det i sidste ende om respekt. Respekt for dem, der har båret vores samfund på deres skuldre i årtier. Når næsten 4.000 mennesker i Vejle kan få ret til tidligere pension, ser jeg ikke et problem. Jeg ser et tegn på et samfund, der tager arbejdslivet alvorligt. Et samfund hvor man kan arbejde, hvis man kan. Et samfund hvor man kan lade være, hvis man er nedslidt. Et samfund, hvor vi passer på hinanden, og respekterer, at ikke alle arbejdsliv er ens.
