Vi har alle hørt det: kommunerne er ved at drukne i regler og bureaukrati, der fjerner opmærksomheden fra nærværet fra barnet, eleven eller den ældre. Der mangler tid til at hjælpe Jakob på tre år med at løse uenigheder om legetøjsbilen i sandkassen, der mangler tid til, at læreren eller pædagogen kan tilrettelægge undervisningen, så Sofie får den støtte hun har brug for, og der mangler tid til, at SOSU-assistenten, Camilla, kan lytte og forstå Fru Hansens bekymringer, for der er jo blot afsat to minutter til at få støttestrømpen på. De ansatte måler, kontrollerer og dokumenterer i et større omfang end nogensinde før.
Hvis vi virkelig skal skabe de grundlæggende forandringer, som vores offentlige sektor har brug for, og fjerne regler og bureaukrati, er vi nødt til at tage drastiske midler i brug. Vi skal ikke fortsætte med at bruge det gamle redskab, frikommuneforsøg, som senest Venstre har foreslået. Frikommuneforsøg skaber små, fine justeringer af måden, vi tilrettelægger den offentlige sektor, men de kan ikke tage hul på det opgør med overbureaukratiseringen og overstyring, som der er brug for.
Det kan velfærdsaftalerne til gengæld
Siden 1983 har skiftende regeringer erklæret forsøgt at modernisere den offentlige sektor. Det er grundlæggende ikke lykkedes. Kritikken i 1983 var, at den offentlige sektor er for bureaukratisk, for dyr og for lidt serviceorienteret.
Lyder det bekendt? Kritikken er den samme i dag. Bunken af regler vokser år for år. De faglige organisationer har længe råbt vagt i gevær. Både ansatte, borgere og pårørende har i årevis gjort politikerne opmærksomme på, at de er klemte og glemte i vores bureaukratiske iver for at være effektive. Man kan sige, at operationen lykkedes, men patienten blev ikke kureret. Vi bliver nødt til at vende den sædvanlige logik på hovedet, hvis vi vil skabe den forandring, som er blevet efterspurgt siden 1983. Det gør vi med velfærdsaftaler.
Hvor frikommuneforsøg kun sætter en enkelt regel eller et enkelt krav frit ad gangen i en kommune, sætter vi et helt område fri på én gang i en kommune med velfærdsaftaler. I stedet for at pege på små ting, fjerner vi en række love og regler inden for et helt velfærdsområde såsom skoler, daginstitutioner og ældrepleje. Frisættelsen giver kommunerne mulighed for at levere velfærden med blik for borgerens behov og personalets faglighed. Det er modigt. Det er nyskabende. Men mon ikke kommunerne og de borgere og det personale, der lever og arbejder der, er de sande eksperter på eget liv og arbejde?
Vi har allerede indgået aftaler med syv kommuner på folkeskole-, daginstitution-, og ældreområdet. Fælles for aftalerne er, at de bringer medarbejdernes, borgernes og de pårørendes viden i spil. Jeg er særligt begejstret for, at den enkelte medarbejder får mulighed for at tage udgangspunkt i den enkelte borger og tilpasse plejen til borgerens faktiske behov frem for rigide, administrative pakkeløsninger. Det vil give større arbejdsglæde for de ansatte og bedre trivsel for den borger, der modtager velfærden.
Men vi skal ikke stoppe ved syv. Vores ambition er klar: Til næste år vil vi have velfærdsaftaler med alle 98 kommuner. Derfor har regeringen inviteret alle kommuner til at byde ind med, hvor de også vil sættes fri. Det er en helt ny tilgang til vores velfærd.
