Af Birgitte Vind, digitaliseringsordfører (S), Mette Reissmann, erhvervsordfører (S) og Karin Gaarsted, forbrugerordfører (S)
I en tid, hvor onlinehandel er blevet en fast del af vores hverdag, er det afgørende, at vi som samfund står fast på at beskytte forbrugerne.
Det kan være fristende at falde for en smart jakke eller en sød bamse til en billig pris. Desværre ser vi en stigende tendens til, at store onlineplatforme som f.eks. den kinesiske gigant Temu sælger ulovlige og farlige produkter til danske kunder.
Det er ikke blot et problem. Det er en trussel mod vores sundhed og sikkerhed.
Forbrugerrådet Tænk har undersøgt 40 forskellige slags plastiklegetøj fra billige webshops uden for EU, bl.a. TEMU, Shein og Wish. Hvert femte stykke legetøj havde et højere indhold af stoffet ftalater, end hvad der er tilladt i legetøj i EU. Ftalater kan være hormonforstyrrende og have negativ indvirkning på fertiliteten. Det er altså et ret farlige produkter, som danske forbrugere risikerer at købe til deres børn.
Derfor er det på høje tid, at vi handler. I regeringen har vi allerede taget et vigtigt skridt, da erhvervsminister Morten Bødskov (S) har bedst Sikkerhedsstyrelsen om at skærpe kontrollen på disse platforme. Giftigt legetøj og farlig elektronik skal fjernes fra markedet. Forældre skal ikke risikere at købe ulovlige produkter og komme i kontakt med hjemmesider og firmaer, der ikke tager det nødvendige ansvar. Ingen forælder skal være nervøs for, om det legetøj, de køber online, kan skade deres barn. Ligesom ingen skal risikere at bruge køkkenredskaber, der potentielt kan være sundhedsskadelige. Vi har allerede skrappe regler i Danmark, men disse onlineplatforme finder desværre smuthuller i lovgivningen og unddrager sig ansvar.
Derfor er Morten Bødskovs forslag om at bruge kunstig intelligens som et redskab til at overvåge og screene for ulovlige produkter et stærkt initiativ. Teknologien kan hjælpe med at opdage disse farlige varer hurtigt, så vi kan forhindre deres salg. Men teknologi alene er ikke nok. Vi har brug for en samlet indsats, hvor relevante myndigheder arbejder sammen i en taskforce, der målrettet fokuserer på at lukke de huller, som disse platforme udnytter.
En anden vigtig del af løsningen er at oplyse forbrugerne. Det er desværre ikke alle steder på nettet, hvor man trygt kan handle. Derfor er erhvervsministerens oplysningskampagne, der vil køre via sociale medier, afgørende for at gøre danskerne mere bevidste om de risici, der kan være forbundet med at handle på platforme som Temu og Shein. For det bør være lige så sikkert at handle online, som det er at gå i en fysisk butik. Men det her er en udfordring, der går ud over Danmarks grænser. Og det kræver reelt europæiske løsninger, hvis vi overhovedet skal drømme om at komme det til livs. Derfor fortsætter vi selvfølgelig også med at lægge presset det rigtige sted i Bruxelles, så vi på tværs af EU-landene kan bekæmpe dette skadelige indtog i vores samfund.
Vi har alle et ansvar – regeringen, myndighederne og os som forbrugere. Vi skal insistere på sikre handelsbetingelser og stille krav til de platforme, vi handler på. For ingen skal være i tvivl om, at sikkerheden kommer først.