Hvis man lytter til nogle medier og meningsdannere, så skal vi som pårørende til syge ældre i fremtiden tage os mere af ældre medborgere. Jeg tror alle pårørende gerne vil være der for deres nærmeste. Jeg er endnu ikke stødt på et menneske, der bare vil have hjælp fra det offentlige, uden at det er nødvendigt. Men når svaret på manglen på arbejdskraft bliver, at nu må de pårørende tage over, så bliver jeg ærlig talt indigneret.
En ældrepleje med uddannet personale er lige så vigtig som uddannet personale på et sygehus eller et gymnasium. Vi kan ikke løse en så vigtig samfundsopgave som ældreplejen er, ved at sige, at nu skal alle pårørende f.eks. sørge for, at den ældre får sin medicin.
Jeg selv har var meget tæt på mine forældre deres sidste leveår. Dels boede jeg tæt på dem og så var det naturligt at hjælpe med det omfang, jeg kunne. Men der kom en tid, hvor selv ikke jeg kunne hjælpe i det nødvendige omfang. Blandt andet blev det for stor en opgave at stå for al rengøringen.
Som pårørende har du ofte også styr på planlagte besøg på sygehuset og hos lægen. Du hjælper med småindkøb i dagligdagen. Du er samtidig datter, hustru, mand, måske søster, bror eller nabo. For med fuldtidsjob og mere til og 10 km i afstand, ja så kunne jeg ikke være der i det fornødne omfang. Hvor gerne jeg end ville.
Jeg kan godt huske følelsen af at smide håndklædet i ringen og sige, at nu kunne jeg ikke få enderne til at hænge sammen. At sige til mine forældre, at jeg havde brug for, at de fik hjælp. For hvilke pårørende vil ikke gerne hjælpe det, de kan?
Det var ikke mindst en stor tryghed for mig at vide, at nogle holdt øje med at medicinen var talt rigtigt op, når jeg ikke kunne, at medicinen var taget på de rette tidspunkter, og at maden blev varmet de dage, jeg ikke kunne komme forbi.
Grunden til, vi har set flugt fra ældreplejen, er ikke mindst de horrible arbejdsforhold, hvor arbejdsopgaver er sat på minutter og sekunder. Hvor personalets vurdering af hjælpen efter dialog med borgeren ikke har kunnet omsættes i praksis, fordi borgeren har skullet passe ind i en tildelt pakke af hjælp.
Der findes ingen kvikfix. Vi har allerede sat mange tiltag i søen, med blandt andet bedre vilkår under uddannelse, frisættelse for regler og mere plads til fagligheden. De skal først virke og det kommer til at tage tid.
Vi står overfor et opgør med de rigide styreformer. Lige før sommerferien indgik regeringen og en række af folketingets partier en aftale om at sætte ældreplejen fri. De kommuner der vil, kan fritages for nogle af de mange regler, der i dag betyder, at den enkelte social- og sundhedsassistent og -hjælper ofte føler sig som en marionetdukke uden egen faglighed.
Regeringen vil i efteråret fremsætte forslag til en ny ældrelov – en lov der skal sikre, en tryg og værdig ældrepleje med udgangspunkt i den enkelte ældres behov. Og ikke mindst skal vi sørge for, at pengene følger med, når der i fremtiden bliver flere ældre. Ellers vil konsekvensen være, at personalet skal løbe stærkere og stærkere år for år.
De pårørende er en vigtig del af de ældres liv. Men de kan ikke erstatte uddannet personale. Derfor er det også helt afgørende, at vi giver ældreplejen al den ros og anerkendelse, som den fortjener. At vi anerkender fagligheden hos medarbejderne, giver dem mere frihed i arbejdet og i det hele taget gør ældreplejen til et attraktivt sted at arbejde. På den måde kan vi gøre ældreplejen til et attraktivt sted at arbejde og få tiltrukket flere unge ind på uddannelserne.
