Vi politikere skal gribe i egen barm og ikke i medarbejdernes, hvis vi virkelig skal sætte velfærden fri
Af Birgitte Vind, ældreordfører for Socialdemokratiet
En ”lidt vild idé” kaldte statsminister Mette Frederiksen idéen om de velfærdsaftaler, der sætter en kommune fuldstændig fri på et velfærdsområde, da hun holdt sin tale til Folketingets åbning i oktober 2020. Og idéen ER vild. Den vender fuldstændig vores sædvanlige måde at tænke afbureaukratisering og regelforenkling på hovedet. Normalt ville vi lede med lys og lygte efter konkrete regler og krav, der spænder ben, og er meningsløse, så kommunerne kan skabe bedre velfærd. Det har endnu ikke ført grundlæggende forbedringer med sig. Der er aldrig en enkelt ting eller to, der er skyld i al besværet, som vi lige kan fjerne. Det er selve systemet, vi har opbygget, der giver os udfordringer. Med velfærdsaftalerne gør vi det omvendt. Vi fjerner først reglerne for derefter at finde ud af, hvordan kommunerne bedst kan skabe velfærd. Vi bygger op på ny.
Lidt senere i december 2020 blev idéen til virkelighed, da regeringen og en række partier indgik aftaler om at sætte syv kommuner fri for love og regler på henholdsvis ét af tre store velfærdsområder: dagtilbud, folkeskolen og ældreområdet. Aftalerne blev efterfølgende til lov, og kommunerne har siden maj sidste år arbejdet hårdt på, hvordan man bedst kan skabe velfærd til gavn for borgerne.
Vidnesbyrd fra medarbejdere, ledere, lokalpolitikere og borgmestre i de frisatte kommuner er ikke til at tage fejl af. Når medarbejderne ikke kun bliver spurgt, hvad de mener, der bør ændres, men rent faktisk også får ansvaret for at ændre på og tilrette dagligdagen, er den første gevinst allerede tydelig: Arbejdsglæden og ansvarsfølelsen stiger. Som en social- og sundhedsassistent fra en af de nævnte kommuner har fortalt mig: ”Før fik jeg bare en køreliste stukket i hånden med et antal minutter på til at nå rundt til en række borgere. Min kerneopgave var at holde tiden. Nu er min kerneopgave, at jeg sammen med mine kollegaer tilrettelægger dagen ud fra mit og mine kollegaers kendskab til borgerne.” Fagligheden bliver sat fri, og det kommer borgerne til gavn.
I 2020 udkom VIVE med rapporten ”Redskaber til øget lokal selvstyre i den offentlige sektor”. Rapporten, der var bestilt af Fagbevægelsens Hovedorganisation, kom i kølvandet på regeringens ønsker om en nærhedsreform og bygger på den viden, man har i norden. Rapporten siger det meget klart: ”Lokalt ledelsesmæssigt handlerum og fagligt råderum er drivkraft i den offentlige sektor.” En af de centrale konklusioner i rapporten er, at et øget lokalt ledelsesrum er væsentligt for at skabe bedre velfærdsløsninger. Med et øget lokalt ledelsesrum har ledelsen mulighed for – i samspil med medarbejderne – at udvikle og implementere lokalt tilpassede løsninger, der opleves som meningsfulde af de udførende medarbejdere i deres daglige arbejde. Et eksempel på en lokalt tilpasset løsning kunne være dialogbaseret og inddragende tilsyn med fokus på faglig læring og udvikling ved den enkelte institution. Det er en helt anden tilgang, end de mange kontroller og registreringer som medarbejderne i dag oplever.
Gennemgangen af andre, relevante studier i rapporten peger på, at fagligheden blandt fagprofessionelle medarbejdere er en helt central motivationsfaktor og drivkraft i udviklingen af nye velfærdsløsninger. Det er værd at bemærke, at faglighed bliver defineret som løsninger, der er meningsfulde og sagligt begrundede, og som tilfører den leverede service til borgerne en værdi. Sagt på en anden måde er medarbejderne motiveret af at gøre en forskel for de borgere, de er i berøring med.
Det tilsiger, at når vi politikere har et ønske om at udvise politisk handlekraft, så risikerer vi, at vi i vores iver kommer til at være kontraproduktive. Vi bilder vi os selv ind, at vi ved bedre og lovgiver om mange procesmål. Det gavner ikke hverken motivation eller ejerskabsfølelsen hos den enkelte medarbejder. Og det gavner i sidste ende ikke den enkelte borger.
Både i regeringen og i Fagbevægelsens Hovedorganisation er man ikke i tvivl. Hvis vi skal skabe mere nærhed og afskaffe unødvendige regler, så skal bevægelsen komme nedefra – den skal komme fra medarbejderne. Det er det politiske niveau og direktionsgangens opgave at kickstarte og give plads til bevægelsen, men det er ikke derfra, at bevægelsens retning skal fastsættes. Og lige præcis den øvelse bliver den sværeste i de øvelser, vi står overfor. For tør vi overlade styringen til medarbejderne og de lokale ledere? Hvad nu, hvis der sker fejl? Så hænger det politiske og øverste administrative lag jo på den. Konsekvenserne er velkendte. En dårlig historie i medierne betyder endnu flere regler. Endnu flere panik-løsninger. Det plejer at få politikerne til at virke handlekraftige, og det giver ledelse og medarbejdere tryghed i fremadrettet at kunne sige, at de har gjort tingene efter reglerne. Så er der styr på den sag.
Men for mange gentagelser af den manøvre har udviklet sig til arkæologiske lag af regler, bureaukrati og diverse IT-systemer, der skal ensrette og standardisere medarbejdernes adfærd. Problemet er, at når man som leder og medarbejder udelukkende bekymrer sig om at følge gældende regler, fjerner det opmærksomheden fra det, som det hele jo i virkeligheden handler om: At gøre en forskel for den enkelte borger. Og så er vi tilbage til starten for hovedpointen af den her kronik: kommunalpolitikerne må gribe i egen barm. De skal turde stå ved, at hvor der er mennesker, der kan der ske fejl. Den egentlige katastrofe er, når vi ikke lærer af de fejl. Mennesker udvikler sig ikke i frygt for at lave fejl – de udvikler sig, når der udvises tillid til dem og de mødes med respekt.
Men det er ikke kun i kommunerne, at vi skal tænke anderledes, end vi plejer. Når der er en dårlig sag i en kommune, skal vi være meget påpasselige med at lave en ny lov på Christiansborg, der gælder alle kommuner. Vi skal også turde sige nej til flere love, der skaber mere bureaukrati uden at der er en rigtig god grund til det. Derfor er de kommende uger og måneder i dansk politik særligt afgørende. Når vi skal forhandle velfærdsaftaler for de resterende 91 kommuner på plads, kræver det, at de politiske beslutningstagere tør stå ved deres ansvar, som ledere, der skaber plads til bevægelsen. Det er derfor lige nu, at vi skal huske, at det ikke er konsulenterne i forvaltningerne, direktionen eller os politikere, der ved bedst. Det er medarbejderne, der er tæt på borgerne, der ved bedst. I vuggestuen. I børnehaven. På skolen. På ældrecenteret. I genoptræningen. På jobcenteret.
Men jeg er heldigvis fortrøstningsfuld. Fordi der allerede er gode takter i de syv kommuner med velfærdsaftaler. Så herfra skal lyde en opfordring: lad forandringerne i alle kommuner ske nedefra og op. Det kan være, at kommuner som Viborg og Holbæk har opfundet den dybe tallerken. Men det er mit håb, at alle kommuner skal opfinde deres egen. Hvis vi bare kopierer hinandens idéer til nytænkning, springer vi medarbejdernes afgørende input over. Vi skal ikke være bange for at begå fejl. Hvis vi bliver bange for vores egen skygge, så ender det i handlingslammelse. Slip de gode energier og den lokale ledelse og medarbejderne fri. Kun på den måde sætter vi virkelig velfærden fri.
Læserbrevet udgivet i Jyllandsposten 24. maj 2022
