Pædagoger er en uvurderlig ressource
Af Birgitte Vind, Indenrigs- og kommunalordfører for Socialdemokratiet
Dem af os med børn, kender det. Den altomfavnende tsunami af følelser, der skyller ind over en, når man ser sit barn for første gang. Før man ved af det, skal barnet i institution. Det er på én og samme tid en barsk og skøn følelse. Samtidig med at man skal aflevere det dyrebareste man har til nogen man ikke kender, så ved man, at barnet er i gode hænder hos de mange dygtige pædagoger rundt om i landet.
Jeg har selv været så heldig at være leder for dedikerede og dygtige pædagoger, der hver dag mødte ind med den ambition at gøre en forskel for det enkelte barn og børnegruppen som et fællesskab.
Dem som evner at sætte sig i barnets sted. Og låner barnets egne ord og måder at udtrykke følelser.
Det er enormt givtigt for både barnet og den voksne.
Lad mig blot komme med et eksempel: Årets pædagog hedder Sissel Gøtzsche Johnsen og kommer fra Bjerring. Hun indkapsler det vil sige at være en god pædagog. Med et smil på læben, høj faglighed, leg og
aktiviteter viser hun, hvordan man kan brænde så meget igennem, at børnene tydeligt mærker det.
Men hvorfor søger færre og færre unge så ind på pædagoguddannelsen?
Sammenligner man med 2019, der er det seneste år, som ikke var påvirket af corona, er søgningen mod pædagoguddannelsen faldet med 26%.
For at gøre det værre har hele 3.000 unge faktisk overvejet blandt andet pædagoguddannelsen.
Tænk bare, hvor mange flere dygtige pædagoger, vi kunne have i vores institutioner.
Desværre har de mange unge, der vælger pædagoguddannelsen fra, forestillinger om et lavt fagligt niveau på uddannelsen og udsigten til lav løn på den anden side.
Vi kommer derfor ikke udenom, at der er hårdt brug for et lønløft til pædagogerne. Det sagde Socialdemokratiet i valgkampen, og det er vi i fuld gang med at leve op til sammen med parterne.
For os er målet klart. Det skal være mere attraktivt at arbejde inden for det pædagogiske fag. Det er en stor gevinst for både den enkelte pædagog, forældrene og ikke mindst for børnene.
Udover lønløftet mener jeg, at vi politikere har et ansvar for at debatten om vores velfærdssamfund ikke ender som en konkurrence i at tale den ned.
Vi skal være i virkeligheden, og vi skal turde tale om de store udfordringer, som vores samfund står overfor – som jeg også optegner her. Men alt ofte ender debatten om velfærd med at vores dygtige medarbejdere bliver talt under gulvbrædderne og vores samfund som om det er på vores yderste dag.
Det er vi nødt til at holde os for god til.
