Af Birgitte Vind, ældreordfører for Socialdemokratiet
Danmark har en af de bedste samfundsmodeller, som verden har set. Vi har lige adgang til sundhed og uddannelse. Når vi i kortere eller længere perioder ikke kan klare os selv, rækker fællesskabet ud.
Derfor er danskerne også et af verdens lykkeligste folk. Alligevel er de borgerliges svar gang på gang topskattelettelser. Så sent som i ugen der er gået, er Søren Pape Poulsen og co. kommet med et udspil, der rummer skatte- og afgiftslettelser for svimlende 40 milliarder kroner frem mod 2030.
De borgerlige drømme om topskattelettelser vil kun betyde én ting: At vi igen skal ud og finde besparelser i den offentlige sektor. Det betyder, at de offentlige ansatte på sygehuse, i ældreplejen, i børnehaver og mange, mange andre steder bare skal løbe stærkere, og at de mest sårbare og udsatte ældre ikke får den omsorg, der er nødvendig.
Jeg synes, det er råt, at udvise så stor arrogance overfor de allermest sårbare i vores samfund, overfor fællesskabet og overfor vores samfundsmodel. Da mine forældre var gamle og skulle dø og havde brug for intensiv pleje, kunne jeg ikke have løst den opgave selv med lidt flere penge på lommen. Hvis man, som jeg selv, har stået med et fuldtidsjob og familie samtidig med at mine gamle forældre skulle passes, så ved man, at man er dybt afhængige af fællesskabet.
Vælgerne må være lettere forvirrede: På den ene side siger De Konservative, at de bakker op om velfærdssamfundet. Og samtidig kan man høre partiets politiske ordfører Mette Abildgaard udtale: ”(…) Og kunne vi få et samfund, hvor man betalte 25 procent i skat, ville det da være mere attraktivt end 33 procent. Og hvis man betalte 10 procent i stedet for 25 ville det være endnu mere attraktivt”. Hvis det virkelig er ambitionen for De Konservative, er der ikke meget velfærdssamfund tilbage, når de er færdige med det.
I en tid med store kriser og usikkerhed i verden, er topskattelettelser en hån mod den helt almindelige dansker.
