<h1>Selv konservative borgmestre er bekymrede for Papes plan om at spare i det offentlige </h1>

Selv konservative borgmestre er bekymrede for Papes plan om at spare i det offentlige

Af Birgitte Vind, ældreordfører for Socialdemokratiet

 

De Konservatives økonomiske plan har i den grad sat en dagsorden i starten af september.

Og selvom vi i Socialdemokratiet hellere vil tale om vores egen politik end andres, så skal det være muligt at tage til genmæle, når vi anklages for at manipulere og tale usandt om De Konservatives plan. Faktum er, at De Konservatives plan vil betyde tæt på 40.000 færre offentlige ansatte. Det står sort på hvidt i en helt ny beregning fra Arbejderbevægelses Erhvervsråd.

 

Søren Pape Poulsen har utallige gange sagt, at han samlet set ønsker nulvækst i det offentlige forbrug. Det er blevet skrevet i diverse nyhedsartikler om partiets økonomiske plan, uden at de har følt et behov for at gå i rette med det. Så sent som den 31. august sagde han det direkte adspurgt i nyhedspodcasten Pilestræde. Vi må dog forstå, selvom det virker forvirrende, at De Konservative lægger op til, at den samlede økonomi for den offentlige sektor ikke skal vokse med mere end 0,13 procent om året. Men samtidig siger Finansministeriets egne tal, at i og med at vi bliver flere ældre – hvilket jo er glædeligt – ja, så kræver det en stigning på 0,5-0,6 procent ekstra årligt at dække de stigende udgifter.

 

Det er simpel logik, at der med De Konservatives økonomiske plan skal ske besparelser i kommunerne. Og det er ikke taget ud af den blå luft. Ud over at tallene taler for sig selv, så advarer selv konservative borgmestre om De Konservatives ønske om topskattelettelser og reel minus vækst.

I Altinget kunne man den 31. august læse, at den konservative borgmester i Hørsholm, Morten Slotved (K), udtale at ”det vil give nogle dårligere forhold og mindre service”. I samme artikel udtaler Borgmester i Rudersdal kommune Ann Sofie Orth om konsekvenser: ”Vil det skabe problemer, ja det vil det. Selvfølgelig vil det det. Det er indiskutabelt”.

Og jeg må give de konservative borgmestre ret. I alt for mange år, har man fra borgerlig side undladt at lade økonomien følge med, efterhånden som der kommer flere ældre og børn. Kommunerne har smurt bemandingen tyndere og tyndere ud. I ældreplejen, på børnepasningsområdet, på handicapområdet m.m. Et underskud et sted må hentes ind i en anden sektor. Jeg sidder selv med smertelige erfaringer som økonomiudvalgsmedlem i en stor jysk kommune.

Når alt kommer til alt, så står vi ved en afgørende skillevej. Med en socialdemokratisk ledet regering vil vi sikre, at pengene følger med, efterhånden som vi bliver flere ældre og børn. Det er lykkes os de sidste tre år at kompensere kommunerne efter den regel. Med en potentiel borgerlig regering ledet af Søren Pape Poulsen skal der findes besparelser. Og personalet skal løbe endnu stærkere.

 

Men kære Konservative: Vi kan ikke blive ved med at spare os til bedre velfærd.