Vil de konservative smadre den offentlige sektor?

Har de fået solstik i den Konservative sommerlejr - eller vil de rent faktisk smadre den offentlige sektor?

I disse dage kan man læse lidt af hvert fra de konservatives hånd.
Landdistrikts- og Ø- ordfører Niels Flemming Hansen mener ikke det kan passe, at den offentlige sektor skal være så stor. Men hvad er der egentlig gal med størrelsen på den offentlige sektor? Men de konservative mener måske, at vi skal have færre ansatte på sygehusene, i børnehaverne, i ældreplejen? Eller skal der flere elever i klasserne? Eller hvilke velfærdsgoder er det, Niels Flemming Hansen vil tage fra danskerne? Er det Folkebiblioteker, kommunale idrætsanlæg, asfalt på vejene eller kontrol med vandkvaliteten i fjorden?

Det er så svært at forstå den konservative logik. For Danmark har en af de mest vellykkede samfundsmodeller, verden har set. Med lige og fri adgang til uddannelse og sundhed. Med en stærk offentlig sektor med højt uddannet personale, der hver dag udgør det kit, der skaber vores fælles institutioner. Den sektor der giver  os tryghed, når vi eller en af vores kære bliver syge, når vi selv skal have børn, når vi i en periode står udenfor arbejdsmarkedet, når vejene skal ryddes for sne, når der skal gives tilladelser til placering af industri, når vi uddanner vores soldater for bare at nævne få ting vi er sammen om.

En gang da Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke var statsministre, var det meget populært at minimere den offentlige sektor. Man troede, at hvis bare alt blev privatiseret for offentlige midler, kunne vi spare en masse offentlige kroner. Resultatet blev et monster af kontrol ikke bare med at de private udbydere leverede varen for offentlige kroner, men også at de offentlige institutioner levere præcis den aftalte ydelse. I effektiviseringens hellige navn forsvandt nærheden, personalet blev reduceret til leverandører af fastsatte ydelser. Der blev skabt en nulfejlskultur, og personalet måtte tvinge sig selv til at nøjes med at gøre det, de fik besked på.

Når der kom flere børn og ældre, bad man personalet om at løse flere opgaver for færre midler og med færre hænder. Man undlod at lade pengene følge med. Måske pakkede man det ind i smarte ord og bad personalet om at være innovative.

I dag har det flere partier på Christiansborg indset, at der er en grænse for, hvor effektiv man kan være, hvis vi skal oppebære kvalitet og fastholde personale.

I regeringen ønsker vi ikke, at kommunerne skal  være tvunget til at smøre leverpostejen tyndere ud fordi der kommer flere børn og ældre. Vi vil sikre, at pengene skal følge med. Og med velfærdsaftalerne er vi ved at komme overstyringen og bureaukrati til livs med velfærdsaftalerne.

Jo, der er i sandhed forskel på Socialdemokratisk og borgerlig politik.
I dagens udgave af Børsen skruer Søren Pape Poulsen helt op for den konservative charme, når han udtaler, at det socialdemokratiske ønske om at sikre økonomi til børn og ældre kan sammenlignes med at lave flere lyskryds, når der kommer flere biler.

En grov sammenligning. Og en dårlig sammenligning. For det offentlige har i den grad sikret flere lyskryds igennem tiden efterhånden, som der er kommet flere biler på vejen.

Førvalgkampen er sandelig skudt i gang, og det ser ud til at de konservative vil prøve at overgå Venstre, når det kommer til at skære i den offentlige sektor. En uhyggelig konkurrence.

Jeg håber bare, det er solstik!