Socialdemokratiets nye skoleudspil om maksimalt 14 elever pr. klasse fra 2028 er et vigtigt og tiltrængt skridt i den rigtige retning. I mine mange års virke i folkeskolen har jeg hørt samme sætning igen og igen: Der mangler tid til det enkelte barn. Med Socialdemokratiets udspil sættes der historisk høje standarder for kvaliteten i folkeskolen.
Alt for mange skoler oplever i dag et pres fra store klasser, mange opgaver og for lidt tid til det enkelte barn. Det rammer især indskolingen hårdt. Overgangen fra børnehave til skole er en afgørende tid, hvor børn skal finde deres plads i nye fællesskaber, skabe relationer og opbygge tryghed. Når klasserne er for store, bliver det sværere at få til at lykkes.
I kommuner som Vejle har man i mange år arbejdet målrettet med principper for den gode overgang fra børnehave til skole. Her lægges der vægt på inkluderende fællesskaber, stærkt samarbejde mellem børnehaver, skoler og forældre samt på at tage udgangspunkt i det enkelte barns erfaringer og behov. Men det er afgørende, at der er både tid og kræfter til at gøre intentionerne til virkelighed.
Når klasserne bliver mindre, får lærere og pædagoger bedre mulighed for at se hvert enkelt barn, skabe ro i undervisningen og gribe tidligt ind, hvis et barn mistrives. De kan skabe den rette holddeling, som tilgodeser det enkelte barn bedst. Mindre hold kan gavne både fagligt stærke børn og dem, der har brug for ekstra støtte, og styrker samtidig fællesskabet – fundamentet for læring og trivsel.
Nogle har kritiseret forslaget med henvisning til lærermanglen. Det er en reel udfordring, også i Sydjylland. Men forslaget er også en del af løsningen. Formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, har peget på, at omkring 40.000 læreruddannede har valgt folkeskolen fra, fordi arbejdsvilkårene er blevet for svære.
Mindre klasser betyder mere overskuelige arbejdsdage, større arbejdsglæde og bedre mulighed for at gøre en reel forskel. Det kan få flere uddannede lærere til at vende tilbage til folkeskolen – også i Vejle og resten af Sydjylland.
Den gradvise indfasning frem mod 2028 giver kommunerne tid til at planlægge, uddanne og ansætte flere lærere. Det er ansvarlig politik.
Folkeskolen er ikke bare en udgift, men en investering i fællesskab, dannelse og lige muligheder. I Socialdemokratiet mener vi, at børns trivsel og læring går hånd i hånd, og derfor skal der være mere tid til de mindste børn. Samtidig skal lærerne have bedre vilkår for deres kerneopgave: at sikre børns trivsel, udvikling og dannelse. Et vigtigt valg står for døren. Et valg om hvilke skridt vi skal tage for fremtidens folkeskole.

