Af Birgitte Vind, folketingsmedlem for Socialdemokratiet
Nu bliver lånemulighederne for danskere, der leder efter drømmehuset i et landdistrikt bedre. I den her uge har et flertal i Folketinget nemlig gennemført en lov om etablering af statsgaranti på den del af ejendomskreditaftalerne i landdistrikterne. Det lyder måske en anelse tørt, men er en virkelig god nyhed for landdistrikterne og de danskere, der leder efter hus på landet, men er blevet afvist af banken ift. lån til finansiering. Det er nemlig et udbredt problem, at bankerne ikke vil låne til folk, der leder efter hus i yderområderne, men med lovforslaget gør vi op med problemet.
Det her vil gavne rigtig mange landdistrikter i dagens Danmark, der lider under bankernes mangel på velvilje til at låne penge ud, og det stopper køb og salg i de mindre bysamfund. Nu kan der forhåbentlig komme mere gang i boligmarkedet i områder af 7323 Give-området og omkring 200 andre postnumre i hele Danmark.
Danmark er for lille til store forskelle, og Socialdemokratiet har kæmpet i den her valgperiode for politiske initiativer, der skal være med til at skabe et Danmark i bedre balance. Det her er et af dem. Det er helt urimeligt, at man får et nej til et lån i banken, blot fordi at man ønsker at købe et hus i et ”forkert” postnummer. Vi skal sætte en retfærdig retning for hele Danmark, og den her lovgivning skal sikre sammenhængskraften på tværs af Danmark, ved at bidrage til, at boligkøbere også kan låne til huse i landdistrikterne.
Jeg troede egentlig, at Venstre bakkede op om kampen mod den stigende centralisering, som vi har set de sidste mange år. Men jeg har måske taget fejl, eftersom Venstre af uforståelige årsager har valgt at stå udenfor aftalen om bedre lånemuligheder på landet. I diverse medier har flere medlemmer i Venstres folketingsgruppe i hvert fald tidligere talt om vigtigheden af lovgivning på det her område. Så sent som i den her uge har borgmesteren i Viborg, Ulrich Wilbek, bakket op om lovforslaget. Desværre er Venstre på Christiansborg gået en anden vej. Det er et svigt af landdistrikterne. Tak til de partier, der tager ansvar for at skabe et Danmark i bedre balance: De Radikale Venstre, SF, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og løsgængere. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, at arbejde imod centraliseringen, hvis vi tager opgaven på os. Det kæmper vi for i Socialdemokratiet.