Vores børn i hænderne på tech-giganterne

På nettet kaster vi ufrivilligt vores børn i hænderne på techgiganterne – det skal stoppes 

Af Birgitte Vind, folketingsmedlem for Socialdemokratiet 

Ifølge dansk lovgivning er det forbudt for biografer at give børn adgang til film, der ikke er alderssvarende. Børnesagkyndige i Medierådet er med til at afgøre, hvilke film, der skal tillades for børn. På vores fjernsyn popper et aldersmærke op, så vi også derhjemme kan beskytte vores børn. Det er helt standard. 

Trods vores gode intentioner om at beskytte børn mod negativ påvirkning igennem film, svigter vi dagligt danske børn og unge på nettet. På deres telefoner, iPads og PC’er har de uhindret adgang til voksenindhold. Det kan være online porno med vold, overgreb og med scener så ekstremt et indhold, at det er for grænseoverskridende at beskrive her. 

Techgiganter som MindGeek ejer de store pornohjemmesider, der benytter sig af algoritmer, der skaber afhængighed og som ikke bekymrer sig om børnene. Som det danske netværk af fagfolk fra ”Netværket Tech og Trivsel” for nylig beskrev det i information:

”Vi mennesker ses af techindustrien ene og alene som det objekt, hvorfra viden bliver tappet og solgt med det eneste formål at sikre en øget økonomisk omsætning til den pågældende digitale platform. Og techindustrien skyr ingen midler i forhold til at eksponere vores børn og unge for blandt andet pornografisk materiale, selvskadende indhold blandet med søde hundevideoer”

Uhyggeligt. Herhjemme viser den første danske undersøgelse om onlinepornos påvirkning af børn og unge også, at gennemsnitsalderen for at se porno første gang er 12,8 år. At 7 ud af 10 unge mener, at porno kan påvirke dem til at overskride egne eller andres grænser. At 46 % oplever, at porno påvirker dem negativt. 

Det bør da heller ikke overraske os. Vi ved en masse om, hvordan børn udvikler sig og hvordan deres tænkning modnes. Derfor har vi et medieråd, der sikrer, at vi ikke sender vores børn i biografen til en film, de ikke er gamle nok til at forstå og bearbejde. Men når det kommer til voldeligt og pornografisk indhold på nettet, er der ingen grænser. Selvom det ikke kan passe, at det skal være børns ansvar at sortere i det. Eller at de overhovedet er eksponeret for det. 

Regeringen vil arbejde med initiativer, der kan beskytte børns færden på nette. Børn og unge har i den grad ret til at udforske deres seksualitet på egne præmisser og ikke på techgiganternes.

 

Foto: Sussi C. Alminde